Rektor på RUC om funktionelt sprogsyn: ”Det handler om at vise eleven, at sprog er spændende, og det er godt, hvis du kan, og det er helt fint, hvis du ikke kan”

Hanne Leth Andersen, der er rektor på RUC, ønsker at rokke ved den traditionelle grammatikundervisning. Hun kommer med en række råd til, hvordan det kan gøres i praksis. 

Siden begrebet funktionel grammatik dukkede op som en del af Undervisningsministeriets Fælles Mål i 2012, der beskriver, hvad eleverne skal lære i skolens fag og emner, har det skabt både begejstring og forvirring. 

Mange sproglærere kløede sig oprindeligt i håret over udsigten til at skulle undervise ud fra et funktionelt sprogsyn. Med tiden har mange undervisere fået systemet ind under huden og er blevet begejstrede for tilgangen. 

En tilgang, der efter lidt tilvænning, har ændret mange læreres syn på sprogundervisning og grammatik.

Hanne Leth Andersen har siden 2014 været rektor på Roskilde Universitet. Hun er blandt andet ph.d. i fransk lingvistik og sprogdidaktik og er fortaler for et kommunikativt og funktionelt sprogsyn. 

”Det er et sprogsyn, der tager udgangspunkt i, at sprog er til at kommunikere med. Og at sproget hele tiden har nogle funktioner i verden. Alt, hvad vi siger, har en funktion. Hvis man benytter det mere funktionelt, er det fordi, man er optaget af, hvad man gør med strukturerne i sproget,” forklarer Hanne Leth Andersen. 

Samtidig sætter hun spørgsmålstegn ved, hvordan man kan vide, at den grammatik, som traditionelt er blevet formidlet til eleverne, rent faktisk støtter deres sprogtilegnelse. 

Herunder giver Hanne Leth Andersen sit syn på, hvordan funktionel grammatik kan hjælpe elever, der lærer sprog. 

Oplevede selv glæden ved at få lov at fejle

Da Hanne Leth Andersen gik i tredje real, havde hun fransk. Sammen med en veninde gik de og talte fransk til hinanden i frikvartererne. Her talte de en masse fransk, som de mere eller mindre selv havde fundet på. 

”Det var grammatisk rygende forkert. Det var fyldt med hypoteser og et ordforråd, som vi selv havde digtet. Men det gjorde, at vi fungerede på fransk. Da jeg senere kom i gymnasiet, syntes min fransklærer også det var specielt. Men det betød, at jeg blev kastet ud i mange situationer, hvor jeg fik lov at bruge mit franske,” fortæller Hanne Leth Andersen. 

Den måde at lære fransk på var medvirkende til, at hun blev så fascineret af sprog. Hun blev nemlig ikke stoppet. Det sprog, som hun talte med sin veninde, var et såkaldt intersprog. Det dækker over et mellemstadie mellem intet sprog og det perfekte sprog. 

Intersproget er de strukturer, det ordforråd og alt det, som den enkelte elev har. Det er en anerkendende tilgang at bruge sproget på modsat den mere kritiske tilgang, hvor man bruger det perfekte ideal som mål.

”Det perfekte ideal må gerne være der. Det kan være inspirerende. Men ved at blive set for sit eget sprog, har læreren en bevidsthed om, at eleven har fået forkert fat i nogle ting, men at der er et sprog. På den måde er intersproget et begreb, der kan bruges meget positivt,” siger Hanne Leth Andersen. 

Generelt bør man lade elever bruge forkerte hypoteser og anerkende, at det er deres intersprog. Det kan bruges til at forstå, hvordan eleven skal hjælpes videre derfra. 

”Jeg blev ikke selv stoppet, fordi jeg øvede mig i frikvartererne. Men det var et intersprog, som jeg byggede op. Det tror jeg er virkelig vigtigt at lade eleverne gøre. Lade dem tage fejl,” forklarer hun. 

Når elever lærer sprog, har Hanne Leth Andersen en tommelfingerregel om, hvilke væsentlige færdigheder eller dele af sproget der skal være tilegnede. 

”På et hvilket som helst niveau er dét, der skal være tilegnet, at man skal kunne sige en sætning, hvor der er et subjekt, et verbal og måske et objekt i nutid. Hvis det ikke er på plads, skal man vente med at rette på noget. Det er vigtigt, at man ser fejl i en progression, og man får det grundlæggende på plads, før man går videre til det avancerede,” fortæller Hanne Leth Andersen. 

Integreret grammatikundervisning

Det funktionelle sprogsyn ønsker at gøre grammatikundervisningen mere integreret, så formidlingen af grammatikken i højere grad bliver integreret i de øvrige aktiviteter. Målet er at bevæge sig væk fra en forelæsning af grammatiske regler løsrevet fra resten af undervisningen. 

”Hvis grammatikken er funktionel, kan man godt lave noget undervisning, hvor man rent faktisk arbejder med nogle sproglige funktioner, som man samtidig træner. Det kunne eksempelvis være høflighedsfunktioner, som man træner ind i en sammenhæng,” forklarer Hanne Leth Andersen. 

Udfordringen er ofte at få integreret den strukturelle grammatikundervisning i øvelserne. Her kan øvelserne med fordel være funktionelle eller kommunikative, så det ikke foregår på sætningsplan, hvor man f.eks. træner bøjninger, som kan være svære at overføre. 

Overordnet taler man om, at viden kan være deklarativ, og viden kan funktionel. Grammatik kan let blive deklarativt, hvor en elev siger: ”Jeg ved en del om grammatik, men jeg kan ikke sige noget på sproget.”

”Det sker ofte, at man strander i grammatikken og får sværere ved at sige noget, fordi man har så mange grammatiske regler, man skal nå at aktivere, før man kan sige noget. Samtidig er de fleste bange for at sige noget forkert. Derfor er det vigtigt at få øvet tingene, for så er det, at det bliver integreret i deres system. Helst ikke i det deklarative, men i det funktionelle system,” siger Leth Andersen. 

Fejlens potentiale er stort

Man kan meget ofte se positivt på en fejl og sige: ”Der ligger en antagelse bag den her fejl.” 

Når en elev har lavet en forkert bøjning, så er ordet trods alt forsøgt bøjet. Det vil sige, at eleven har haft blik for, at ordet skulle bøjes. Herefter kan man kigge på, hvordan det er forkert. Det kan være, at eleven har bøjet et verbum uregelmæssigt, der skulle have været bøjet regelmæssigt.

I dette tilfælde kan man vælge at se positivt på, at eleven er kommet frem til, hvad den uregelmæssige bøjning er, selvom det ikke er korrekt. Det er en indikation af, at det funktionelle system er indoptaget i elevens sprog. 

”Herfra kan man vælge at gøre to ting med den pågældende elev. Enten kan man lade eleven snakke og skrive videre, da han eller hun er godt på vej. Hvis eleven fortsætter med samme type fejl i længere tid, kan man sætte ind, da der sandsynligvis er en antagelse, som er forkert,” forklarer Hanne Leth Andersen. 

Hvis man som underviser har tid og rum til at sætte sig ned med den pågældende elev, og der ikke sidder 28 andre elever og har brug for hjælp, bør man spørge ind til elevens tanker om, hvorfor de har valgt at bøje ordet sådan. 

”Hvis man kan få refleksionen indover, vil eleven få lettere ved at huske det, og man vil arbejde videre med det ubevidste sprog, de allerede har. Det sprog kan man langsomt gøre bevidst, og få det flyttet videre. Det vil være den helt ideelle måde at støtte eleven på,” siger hun. 

Med denne type feedback viser man, at den sproglige refleksion er noget, som I beskæftiger jer med sammen. 

”Det handler om at vise eleven, at sprog er spændende, og det er godt, hvis du kan, og det er helt fint, hvis du ikke kan. Jeg vil altid tænke anerkendende. Helt primært vil jeg have en motiveret gruppe omkring, der har lyst til at gå hjem og have mere med sproget at gøre. De skal tigge om at komme på ferie til landet og have lyst til at se film og høre musik på sproget,” afslutter Hanne Leth Andersen.