Gymnasielærer Rikke Taber Graverholdt har taget ved lære af sin egen usikkerhed, da hun selv skulle lære tysk. Nu underviser hun med dans, spil og grin, og eleverne elsker det, fordi de glemmer, at de er i en læringssituation.
"Durch, Für, Gegen, Ohne, Wieder, Um - kannst du nicht den akkusativ dann bist du wirklich dumm”
Mange, inklusiv denne skribent, tænker tilbage på tysktimerne i folkeskolen og gymnasiet som i bedste fald kedelige og i værste fald decideret ubehagelige. For man kan virkelig – som i remsen – føle sig dum, hvis man som ung og usikker elev tvinges til at blotte sit haltende tyske foran hele klassen.
Den følelse kender gymnasielærer Rikke Taber Graverholdt udmærket. Hun underviser i tysk på Aalborg Katedralskole, men har ikke haft nogle særlige forudsætninger for at lære at mestre sproget, og det har derfor krævet hårdt arbejde. Da hun som en del af tyskstudierne på Århus Universitet læste et semester i Berlin, var hun selv gevaldigt udfordret i begyndelsen og oplevet ubehaget.
”Jeg havde måske et ordforråd om DDR og anden verdenskrig, men jeg kunne ikke sige ’i lige måde’ eller ’hav en god dag’. Det er virkelig ubehageligt ikke at beherske et sprog. Man bliver fremmed for sig selv, og det er den grundfølelse, mange elever har, når de træder ind i klasselokalet for at have tyskundervisning. At tale et fejlbehæftet tysk er megakikset for de unge,” siger Rikke Taber Graverholdt.
Det er på den baggrund, at hun forsøger at skabe en tyskundervisning, som er både tryg, sjov og lærerig. Timerne består blandt andet af dans, sang, samtalespil i små grupper og walk-and-talks.
Spil får eleverne til at glemme, at de lærer
Rikke Taber Graverholdts tilgang resulterede i, at hun i 2020 vandt en særpris ved Politikens Undervisningspris for sin evne til at løfte fremmedsprogsundervisningen.
Sammen med elever fra en af tyskklasserne har Rikke Taber Graverholdt udviklet samtalespillet Erzähl mal! (Fortæl mig!), som i dag også bliver brugt på andre gymnasier.
Med udgangspunkt i en læst tekst, kommer eleverne ved hjælp af spillet godt i gang med et kunne give et resumé, lave personbeskrivelser og give deres mening til kende ud fra nyttige sætningsstartere, hjælpesætninger og nøgleord. Når en elev for eksempel trækker kortet ” Ich finde den Text interessant, weil..”, er man allerede ude over rampen med en korrekt start, hvilket ifølge Rikke Taber Graverholdt giver eleverne et ’boost’ og en mega god følelse til at fortsætte sætningen.
Hen ad vejen internaliseres de nyttige sætninger og kan blive elevernes rygrad for at turde tale tysk og finde rytme i sproget.
Samtidig gør selve spilformatet, hvor eleverne sidder fire sammen, en stor positiv forskel. Både fordi eleverne dermed slipper for at skulle udtrykke sig foran hele tyskholdet, som er stykket sammen af forskellige klasser, der ikke nødvendigvis kender hinanden så godt, og fordi eleverne langt hen ad vejen glemmer, at de befinder sig i en læringssituation.
”Mange elever bliver usikre, når de føler sig observeret. Men når vi spiller spil, opstår der en ’læringsglemsel’. De glemmer at være nervøse. Jeg oplever det endda også, når jeg sætter mig i en gruppe og spiller med. Så er det spillet, eleverne er optaget af, frem for at jeg sidder der, fordi det er trygt og rart,” siger Rikke Taber Graverholdt.
Undervisning i en anden virkelighed
Dans og sang er også en del af undervisningen, både som opvarmningsøvelser, men faktisk også som et vigtigt element i grammatikundervisningen. Frem for på klassisk vis at fortælle eleverne om eksempelvis modalverbers placering, bruger Rikke Taber Graverholdt dans som en induktiv metode, hvor den praktiske dans bliver en teknik til at indlære teorien om den tyske ordstilling.
Rollespil og improteater fylder også en del i Rikke Taber Graverholdts timer. Det har nemlig vist sig at være et effektivt værktøj til at løsne op og flytte fokus fra elevernes usikkerhed og utilstrækkelighed. I situationen er de ikke længere sig selv, men den rolle de spiller, og det kan gøre en overraskende stor forskel.
”Måske er vi på et filmset, eller alle er syge, sure eller har kærestesorg. Så taler vi om det, og eleverne kan grine af sig selv, af mig og af hinanden – fordi de har taget en rolle på sig og befinder sig i en anden virkelighed. Det fjerner præstationspresset, og så er det pludselig også meget nemmere for den stille elev på bageste række at række hånden op,” siger Rikke Taber Graverholdt.
Find din egen form
Det er vigtigt for Rikke Taber Graverholdt ikke at være ”et orakel” for, hvordan andre undervisere i fremmedsprog skal gribe didaktikken an. Hendes egen mand underviser også i tysk, men her er der ikke dans på programmet, fordi det ikke er naturligt for ham.
”Alle har deres egen tilgang til at variere undervisningen, opbygge relationer og skabe et trygt læringsrum. Man skal have det godt med sin egen form – og så er det rigtig nyttigt at udveksle erfaringer med andre lærere og lade sig inspirere,” siger hun.
Rikke Taber Graverholt
Gymnasielærer i tysk og dansk på Aalborg Katedralskole
Lærebogsforfatter til bogen bl.a. Dein Deutschland.
Udvikler af samtalespillet Erzähl mal!
Særprisvinder af Politikens Undervisningspris 2020 for sin evne til at løfte fremmedsprogs-undervisningen.
________
Spil i tysktimerne
Hos Minlæring synes vi, at Rikke har fat i en rigtig vigtig pointe, når hun opfordrer til at gøre brug af fx spil i undervisningen. I et forsøg på at gøre tyskundervisningen anderledes og mere motiverende, udviklede vi spillet 'Das Verbrechen im Hotel'. Her skal eleverne sammen løse gådefulde opgaver sprog, grammatik og kultur for at få relevante ledetråde. Hver gang eleverne kommer til et nyt rum i hotellet, skal de sammen se en kort animeret video på tysk. Se evt. mere om spillet her.