%20(4).svg)
Skriftlige sprogfejl kan desværre få os til at lyde dummere, end vi egentlig er – men når vi dømmer andre på deres skriftlighed, har det sjældent noget at gøre med, at vi ikke forstår, hvad de mener. Det har noget at gøre med, at vi i grundskolen fx har lært at skrive “sin” i stedet for “hans”, “ligge” i stedet for “lægge” og “fordi” i stedet for “fordi at”. I uddannelsessystemet lærer man at se den skarpe skillelinje mellem rigtigt og forkert, men man lærer ikke om sprognormer og sproglig variation. Men det kunne måske have en stor værdi i undervisningen at oplyse eleverne om regionale talesprogstendenser og disses løbende indflydelse på skriftsproget.
Der er lige så mange måder at tale dansk på, som der er danskere – og alligevel er der kun én korrekt måde at skrive dansk på.
Da jeg, en vestjyde med benene solidt plantet i den københavnske asfalt, først flyttede til København og begyndte på universitetet, var der ingen grænser for, hvor mange rettelser jeg fik for at have et overforbrug af “hans” og “hendes” og for at “lægge i sengen”. Vendinger, som jeg ikke før havde tænkt over ikke passede ind i den danske sprognorm. For på dansk er der kun én sprognorm; nemlig den, man kalder standarddansk, som er den variation af dansk, man lærer i uddannelsessystemet. At vi har en standardform for dansk, giver os en grammatisk ensretning i sproget og danner dermed også nogle anvendelige retningslinjer. Men når man retter sig efter standarddansk, foretager man også et fravalg af andre normer, og det er som underviser måske værd at dvæle lidt ved. Der er lige så mange måder at tale dansk på, som der er danskere – og alligevel er der kun én korrekt måde at skrive dansk på. Derfor kan det også være vanskeligt for mange at indlære de accepterede standarddanske sprognormer, fordi det nødvendigvis ikke er sådan, vi taler “i virkeligheden”. Men hvad betyder det, når man ikke anvender den korrekte sprognorm? Taler man så forkert dansk?
Hvis man læser om “hans”, “hendes” eller “sin” på sproget.dk, er der en lille informationsboks, der vejleder inden for traditionelt standarddansk. Heri fremsættes bl.a., at der er “[…] en udbredt vaklen i sprogbrugen, som har været der i lang tid, og man bør være tolerant over for fx regionale forskelle i sprogbrugen”. Selv Dansk Sprognævn taler altså for, at vi bør være åbne over for de regionale forskelligheder i sprogbrugen. De fleste har i skolen fået eksemplificeret forskellen mellem “hans” og “sin” med sætninger som “han tog sin jakke” og “han tog hans jakke”. “Sin” henviser her til subjektet “han”, imens “hans” henviser til en anden person. Men i talesproget er der ikke den store risiko for misforståelser, og i mange regionale varianter af dansk gælder andre regler, da “sin” ikke bruges på samme måde som i standarddansk – her bruges “hans” og “hendes” nemlig markant hyppigere. Der er altså forskel på sprogbrug i hverdagssammenhæng og på sprogbrug i normativ forstand, altså som det bruges i grammatikundervisningen og beskrives i Retskrivningsordbogen.
Sprogforskerne Jan Heegård Petersen, Jørgen Schack og Eva Skafte Jensen skriver i artiklen Tak til alle de, der gør en indsats for vores sikkerhed – om talestile og nutolerance, at “[…] mange i skolen og uddannelsessystemet lærer, at der ikke må være variation i sproget, at der kun er én rigtig måde, grammatikken kan være på. Og når andre forbryder sig mod den måde, gør de noget forkert.” Artiklen tager udgangspunkt i Dronningens nytårstale fra 2016, hvor en gentagen talefejl igangsatte en heftig sprogdebat. Petersen, Schach og Jensen argumenterer for, at man i uddannelsessystemet i højere grad burde lære om grammatisk og sproglig variation, da der hersker en manglende tolerance over for grammatiske afvigelser. Hvis man skriver “ligger”, hvor “lægger” er korrekt, så får man en løftet pegefinger. Ikke fordi “jeg ligger nøglerne på bordet” ikke er forståeligt dansk, men fordi det ikke er standarddansk. Denne manglende tolerance over for afarter af standardsproget hører sammen med en dikotomisk tænkning: Normativt dansk er pænt, en afvigelse fra normen er grimt. Der er dermed ikke tale om et meningssammenbrud, men et fravalg af andet end standarddansk. Man taler ikke uforståeligt dansk, hvis man benytter “ligger” forkert, og i talesproget ville de færreste kommentere det. Den varierede grammatik, vi ser i den faktiske sprogbrug (den deskriptive grammatik), stemmer dermed ikke overens med den fastlagte grammatik, der knytter sig til det officielle standardsprog (den normative grammatik). De fleste elever, der ikke er opvokset med rigsdansk, navigerer, mere eller mindre bevidst, dagligt imellem disse sproglige forskelle. Men skal man så bare godtage disse normafvigelser i skriftsproget?
Vi er hos Minlæring naturligvis fortalere for, at konkret undervisning i retskrivning er relevant. Vi stræber derfor efter at udvikle pædagogiske øvelser, der kan hjælpe eleverne med at forstå strukturerne i det danske sprog samt med at opnå stærke kompetencer i retskrivning. For selvom fokusset på sproglig variation mangler, er standarddansk stadig vigtigt i grammatikundervisningen. Alligevel er vi ikke overraskede over, at elevernes skriftlige resultater ofte bærer præg af, at dele af grammatikken simpelthen er svær at få indlært, fordi skriftsproget ikke afspejler talesproget. Derfor ville det måske være lige så nærliggende, sammen med grammatikøvelserne, at åbne for en mundtlig klassediskussion om, hvorfor vi taler, som vi gør, og hvordan det danske talesprog er mere nuanceret end som så. At være opmærksom på sproglig variation er dermed ikke ensbetydende med, at al sprogbrug skal anses som korrekt, men det kan skabe en øget bevidsthed om, at man sagtens kan være en god sprogbruger og tale forståeligt, godt dansk, selvom man “har lagt i sengen hele dagen”.
Line Rohde Nielsen, stud.mag. i engelsk og dansk. Redaktionsmedarbejder hos Minlæring.
Line har bl.a. medvirket til udviklingen af ENGRAM Mellemtrin og DANSKGRAM Mellemtrin.
