AI gør op med myten om vores indre "sprogmodul"

Er menneskets unikke kommunikationsevne en evolutionær biologisk gave eller kulturelt opbygget over tid? Den internationalt anerkendte sprogforsker og professor Morten H. Christiansen forklarer, hvordan et nyt fuglestudie og de store sprogmodeller nu tvinger lingvister til at gentænke de gamle teorier.

‍

Den menneskelige evne til at kommunikere er helt unik. Vi kan tale om det hypotetiske, planlægge fremtiden og udveksle komplekse idéer. Men hvordan opstod dette sofistikerede system i vores art?

‍

Spørgsmålet har splittet sprogforskere i årtier, traditionelt delt mellem to hovedfløje: Én, der med udgangspunkt i den kendte amerikanske lingvist Noam Chomsky, mener, at sproget er en biologisk gave forankret i et genetisk sprogmodul i hjernen, og én, der argumenterer for, at sproget primært er et resultat af kulturel evolution – en teknologi vi løbende udvikler for at leve, samarbejde og løse problemer sammen.

‍

Svaret er ikke klokkeklart, og der er utvivlsomt noget rigtigt i begge anskuelser. Men vi bliver klogere og klogere på sproget og dets oprindelse og udvikling, bl.a. takket være forskere som danske Morten H. Christiansen.

‍

Han er professor i psykologi ved Cornell University i USA, hvor han har boet i mere end 30 år. Han er også tilknyttet bl.a. Aarhus Universitet som professor i kognitionsvidenskab og har forfattet over 250 videnskabelige artikler og flere bøger om sprog.

‍

‍

Fugle advarer hinanden mod parasitter
Morten H. Christiansens forskning fokuserer netop på samspillet mellem biologiske og miljømæssige faktorer i sprogets evolution, tilegnelse og processering, og han har været omkring eksperimenter med alt fra børn og voksne til aber og de nye store sprogmodeller (Large Language Models). Og han bliver aldrig færdig.

‍

”Hver gang jeg får besvaret et spørgsmål, så opstår der en række nye,” griner han.

‍

Senest har et nyt studie blandt mere end 20 fuglearter på tværs af kontinenter vist, at de uafhængigt af hinanden bruger et næsten identisk advarselskald til at identificere såkaldte redeparasitter, altså fx en gøg, som placerer sit æg i en anden arts rede.

‍

Fundet er et konkret eksempel på, hvordan sprog og kommunikationssystemer kan opstå og udvikles. Det indikerer dels, at fuglene instinktivt reagerer på kaldet ved at undersøge deres rede nærmere for ubudne gæster, og dels at fuglene efterfølgende tillærer sig at bruge lyden for i fællesskab med andre fuglearter at drive parasitterne væk fra området.

‍

Forsøget udfordrer den skarpe opdeling, der ofte trækkes mellem dyrs kommunikation og menneskets sprog. Alligevel er forskellen markant, mener Morten H. Christiansen. For som den danske professor ser det, er der i fuglenes tilfælde tale om en slags sprogligt potentiale, i dette tilfælde advarselskaldet, som den enkelte art kan lære at bruge – hvilket faktisk er i tråd med evolutionsteoriens fader Charles Darwin.

‍

‍

Aber bruger de samme fagter

På samme vis har man fundet ud af, at en række menneskeaber, herunder chimpanser, gorillaer og orangutanger, kommunikerer med de samme fagter på tværs af arter og geografi. Det kan for eksempel være ved at pege på en genstand eller række hånden frem.

‍

”Fagterne er bygget ind biologisk, men aberne skal så lære at bruge dem. Abernes kommunikation er lidt mere sofistikeret end fuglenes, men deres repertoire er stadig begrænset til et bestemt antal – de udvikler generelt set ikke nye fagter,” siger Morten H. Christiansen.

‍

Og her ligger den store forskel. For menneskets sprog er ikke begrænset, men udvikler sig løbende til konteksten og behovet. Som eksempel tilpassede hørehæmmede deres tegnsprog til en mere skærmvenlig, todimensionel udgave under covid 19-epidemien.

‍

”Vi kan blive ved med at komme op med nye måder at kommunikere på, og vi kan diskutere alle mulige emner, lige som vi kan tale om noget hypotetisk, noget der er sket i fortiden eller kan ske i fremtiden. Det adskiller os rent videnskabeligt fra de andre dyr,” siger Morten H. Christiansen.

‍

‍

Sprogmodeller taler lige så godt som os
Menneskets sproglige kreativitet kunne måske virke til at være i tråd med anskuelsen om, at vi mennesker modsat andre dyr har nogle unikke medfødte sproglige og grammatiske forkundskaber. Men det mener Morten H. Christiansen ikke. Han er snarere af den opfattelse, at langt det meste udvikling foregår i sprogindlæringen frem for at være ”indbygget” i et særligt sprogmodul i hjernen.

‍

Og han støttes i sit syn af fremkomsten af de store sprogmodeller (LLM), som ChatGPT, der i stor stil kan producere flydende, grammatisk korrekt sprog uden at have et indbygget sprogmodul.

‍

”Sprogmodellerne kan finde på at sige noget dumt eller opfinde fakta, men jeg hæfter mig ved, at sproget altid er grammatisk korrekt og i mange tilfælde bedre end de fleste menneskers. Det er for mig et eksistensbevis på, at det er muligt at lære sprog uden et Chomskys sprogmodul, altså alene ud fra erfaring – selv om Chomsky nok ville sige, at modellerne ikke producerer egentligt sprog,” siger Morten H. Christiansen.

‍

‍

Endelig har vi nogen at tale med
Set med lingvistiske briller er fremkomsten af de nye sprogmodeller fantastisk spændende, selv om man ikke skal tillægge dem for meget kognitiv betydning, mener Morten H. Christiansen.

‍

Den danske professor er en del af den nyligt etablerede Center for Contemporary Cultures of Text på Aarhus Universitet, som via grundforskning skal gøre os klogere på bl.a. hvordan de store sprogmodeller producerer sprog, hvor tæt de kommer på vores sprogforståelse, og hvilken indflydelse det vil få på vores skriftlige kultur.

‍

”Det er kommet bag på mig, at sprogmodellerne lige pludseligt er blevet så gode til at forstå det, vi siger. For første gang i historien har vi nu en anden ’sprogbruger’, der på mange måder kan producere sprog lige så godt som vi mennesker. Vi har faktisk nogen, vi kan snakke med,” siger Morten H. Christiansen.