%20(4).svg)
Ovenstående spørgsmål beskæftigede vi os ihærdigt med i det forum-teologi/naturvidenskab, som jeg deltog i gennem omtrent 25 år ved Aarhus Universitet. Vi teologer sugede i hvert fald til os af viden fra naturvidenskabsfolkene, men efterhånden som årene gik, blev det klart, at udsugningen den anden vej gik anderledes svagt for sig.
Jeg husker, at jeg ved et såkaldt symposium, som vi holdt på Sostrup slot, tillod mig at fremkomme med ikke færre end syv kategoriske forskelle mellem de andre dyr og mennesket, sluttende med den påstand, at mennesket er det eneste levende væsen, der har et skriftsprog. Dette blev dog fejet af bordet af én af biologerne og ikke siden taget op igen.
Siden er min undren ikke aftaget, snarere tværtimod.
Men jeg har også kunnet glæde mig over ikke så få videnskabsfolk, der også har undret sig, måske ikke over det samme som jeg, men dog haft indvendinger imod den måde, man drev naturvidenskab på.
For eksempel udkom der i 2015 en bog af etnologen Kristian Leth og genetikeren Eske Willerslev: ”Historien om det hele”, hed den. Og skønt titlen måske lover, at de kommer med historien om det hele, er deres pointe snarere den modsatte: Videnskaben kan ikke levere forklaring på alt. Willerslev skriver således:
Der er stadig mysterier, og to af de fundamentale er: "Hvordan opstod livet?", og "hvordan opstod vores bevidsthed?" Om de to ting ved vi rent ud sagt ikke en skid. (Kapitlet ”Om livets opståen”).
Og Kristian Leth kommer med denne iagttagelse:
Videnskaben er lige nu dèr, hvor man mener, at bevidstheden, “personen“ er en illusion. At der ikke er nogen, der tænker tanker. At selve ideen om, at vi er til, er vores krops biologi, der narrer os. Videnskaben “forstået som den konsensus, der lige nu hersker“ har med andre ord meldt sig ud af enhver meningsfuld samtale om, hvad vi “fjolser og helte og tabere og elskere“ egentlig er.
Og Willerslev har en tilsvarende skepsis over for den videnskab, der ”bare” er videnskab:
Selv om jeg er evolutionsbiolog, har jeg som sagt et problem med ideen om mennesket som bare endnu en gren på livets træ, bare et naturligt skridt. Det mener jeg faktisk ikke bare vi er. Jeg mener heller ikke, at alle de mekanismer, som du bruger til at forklare alt det andet, kan forklare hele menneskets historie. Og der er nok nogle af mine kollegaer, der vil sige: Hvad fanden er det for noget religiøst pis? Men det mener jeg, for kultur er noget sindssygt komplekst - noget, man slet ikke finder hos andre væsner på denne jord. Den eksplosion, der er sket kulturmæssigt, er fuldstændig uden sammenligning med noget andet. Det åbner i hvert fald for, at man kan sige: Der er sket noget her, som ikke skete med fladormen og goplerne.
Man kan naturligvis tvivle på, om de har ret i, at videnskaben ikke kan indkredse begrebet bevidsthed. Men man må nok sige, at det til dato ikke er lykkedes. Den kendte filosof Daniel Dennett har i sin bog ”From Bacteria to Bach and Back” (2017) hævdet, at begrebet bevidsthed er en illusion. Godt nok kalder han det en ”bruger-illusion”, men det hjælper vist ikke meget på problemstillingen.
Så man fristes unægtelig til at tilslutte sig Kristian Leths syn på tingene, når han skriver:
I materialistisk videnskab er der kun disse byggeklodser, denne materie. Her arbejder man ikke med spøgelser og engle. Og da vi ikke kan se en tanke, da den ikke kan vejes, da bevidstheden ikke kan identificeres (vi ser kun aftryk i vores hjerne af tanker og liv), må vi simpelthen gå ud fra, at den ikke findes. At vi i virkeligheden ikke har et ”liv”, som noget i sig selv. En bevidsthed. Eller med et gammelt ord: en sjæl.
Eller er det for lidt? Kan vi ikke komme det nærmere?
Chimpanser i Tanzania
Én af dem, der også har undret sig over naturvidenskabsfolkene, er Jane Goodall, forskeren, der i Tanzania udforskede chimpansernes gøren og laden ved at gøre sig og sine hjælpere til anerkendte følgesvende i chimpansernes liv. Hun havde lagt mærke til, hvordan én af de yngre hanner ved en bananudleveringskasse, som hun havde oprettet, opførte sig, som om han var bevidst om, at han, hvis han overfor en ældre han i nærheden lod ham forstå, at han havde opdaget en banan på jorden bag den ældre han, ville få frataget denne banan. Derfor ventede han tålmodigt, til den ældre han gik bort uden banan. Så kunne han nyde den fundne banan i fred.
Men den tolkning af begivenheden kunne folkene hjemme i England på ingen måde gå med til. Den var alt for antropomorf.
Heldigvis holdt hun fast ved sine metoder. Og derigennem har hun givet os, såmænd både teologer og naturvidenskabsfolk, et ganske solidt grundlag for at kunne bedømme forskellen mellem dyr og menneske, selv om hun ikke gennemtænker denne forskel med filosofiske eller teologiske begreber.
Det er således igennem hendes undersøgelser, at jeg er nået frem til at turde vove den påstand, at mennesket er det eneste levende væsen, der véd af, at vi skal dø, og derfor det eneste væsen, der begraver sine døde. Hun havde nemlig set – og altså nøjagtigt beskrevet sine iagttagelser – hvordan chimpanseflokken blev ramt af en polio-epidemi fra de nærliggende menneskelandsbyer, og hvordan mødre fortsatte med at bære rundt på deres døde børn, næsten indtil de gik i stykker. Hun havde observeret, hvordan en ung han forfejlede et spring og ramte jorden, så han døde af det. Her optrådte de andre chimpanser med skiftevis raserianfald og forsøg på at kontakte den døde abe. At der er noget, der hedder død, er de tilsyneladende ikke klar over.
I en lille afhandling, jeg i sin tid skrev om Goodall og hendes tanker, skrev jeg: i
Noget kunne tyde på, at Goodall i første omgang har regnet med, at chimpanserne selv havde en klar forudanelse om deres død. Hun siger således om én af de chimpanser, der døde, efter at flokken var blevet ramt af en polioepidemi: "Og der var andre ofre, som for eksempel den fede, geskæftige J. B. - som vi alle var kommet til at holde af - der blot forsvandt, og vi kunne kun gætte os til deres ensomme død et eller andet sted i bjergene"ii. Hvorfor bjergene? Tror hun på det tidspunkt, at dyrene har en forudanelse om deres død?
Senere træffes den slags gætterier ikke. Men skulle hun have haft en sådan overbevisning, fremkommer hun selv med en iagttagelse, der effektivt kan dementere den (uden at hun dog benytter lejligheden til et dementi, så måske min "slemme" mistanke er forkert). Hun fortæller om Madam Bee, der efter at være blevet ilde tilredt af de store hanner fra det konkurrerende samfund søgte tilflugt i et krat, så tæt, at ingen ville have fundet hende, om ikke hendes datter Honey Bee havde siddet i nærhedeniii. Det vil sige: Sådan går det til, når chimpanser forsvinder. De drager ikke langt bort til fjerne bjerge, fordi de mærker, at de snart skal dø; de kryber ind i det tætteste krat, de kan finde, fordi de føler sig usikre på åbent areal.
Og i bogen ”Gennem et Vindue” (1981) når hun frem til følgende anskuelse angående forskellen mellem menneske og dyr:
Af alle de karaktertræk, der adskiller mennesket fra dets non-humane slægtninge, er det mest betydningsfulde nok evnen til at kommunikere ved hjælp af et udviklet talesprog, tror jeg. Da vore forfædre først havde fået dette magtfulde redskab til rådighed, kunne de diskutere begivenheder, der var sket i fortiden, og udarbejde planer for både den nærmeste og fjerne fremtid. De kunne undervise deres børn ved at forklare dem tingene frem for at demonstrere dem for dem. Ord gav stof til tanker og ideer, der, hvis de ikke var blevet sagt, kunne være forblevet vage og uden praktisk betydning i al evighed. Interaktionerne mellem individernes tankevirksomhed udbyggede ideerne og skærpede begreberne. Når jeg har iagttaget chimpanser, har jeg somme tider følt, at de er "fanget inde i sig selv", fordi de ikke har noget menneskelignende sprog. Deres kald, positurer og gestus udgør et rigt repertoire, et komplekst og sofistikeret kommunikationssystem. Men det er nonverbalt. Hvor meget mere ville de ikke kunne udrette, hvis de blot kunne tale sammen. Det er rigtigt, at de kan lære at bruge et menneskelignende sprogs tegn og symboler. Og at de har erkendelsesevne til at kombinere sådanne tegn til meningsfyldte sætninger. Mentalt set synes det i hvert fald, som om chimpanser står på grænsen til at erhverve sig et sprog. Men de kræfter, der var på spil, da mennesket begyndte at tale, har tilsyneladende ikke spillet nogen rolle med hensyn til at skærpe chimpansers intellekt i den retningiv
Det er tanker som disse, jeg har arbejdet videre med. Til en vis grad på egen hånd, dvs., uden at jeg har fundet synderligt genklang i de efterhånden ikke så få bøger, jeg har læst om sagen. Så min undren er ikke ophørt.
I den viderebearbejdelse, jeg har foretaget, vil jeg mene, det kan være nyttigt at omtale vort sprog som et fortællesprog. For vort sprog er mere end en mulighed for kommunikation. Et kommunikationssprog har også mange dyr. Og de bruger det af og til på imponerende vis. Robert Scott, sydpolsfareren, fortæller således om, hvordan nogle spækhuggere brød isen bag en hundeslæde med bundne hunde i stykker, så de kunne få fat på hundene. Og de gjorde det, siger han, efter fælles overenstkomst. Så en sådan aftale må de kunne have lavet. Har de et sprog? Ja, utvivlsomt. Men ikke derfor et fortællesprog.
Fortællinger og sprog
For os mennesker er det anderledes. Vi bliver fra vores første barndom fyldt med fortællinger. Og fortællinger trækker et begivenhedsforløb ud af virkeligheden ind i en særlig zone, hvor det kan skydes frem og tilbage i tid. Derfor kan vi, men ikke dyr uden fortællesprog, drage nytte af de erfaringer, som fortidens mennesker har gjort. Ja, uden at vi tænker over det, får vi derigennem foræret hele samfundets erfaringer, hvor dyrene må nøjes med de erfaringer, det enkelte individ kan gøre. Blot påføres vi derigennem et vist handicap, hvis vi vil forstå dyrenes opførsel. For det er os næsten umuligt at forestille os, hvordan det er at leve uden den erfaring og information, som vort fortællesprog giver os.
Jeg har således i ét af mine blogindlægv tilladt mig at gå i rette med Joseph Henrichs, fordi han i sin bog ”The Secret of Our Succes” (2015, s. 146), tilsyneladende går ud fra, at aber, ligesom os, så udmærket véd, at samleje fører til fødsel, og at det derfor må bekymre hannerne, om de nu også bliver far til den eller den unge. Han kalder det ”paternal insecurity” og skriver derom:
Sikkerhed for at være far (paternal security) indeholder den iagttagelse, at hos nogle arter må hannerne bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Alt andet lige vil en han være desto mere villig til at investere i sin samlevers afkom, jo mere sikkerhed han har for, at det er ham, der er faderen. Hos mange primater, inklusive chimpanser, parrer hunnerne sig i flæng, så hanner har sædvanligvis ingen eller kun ringe ide om, hvem der er deres afkom, og sædvanligvis bekymrer de sig ikke meget om det.
Men, indvender jeg, en sådan bekymring forudsætter, at hannerne véd, at samleje fører til fødsel. Men det er noget, kun mennesker véd, for kun vi har et fortællessprog, der kan give os del i slægtens erfaringer. Og det, Henrich her gør sig skyldig i, dog uden at vide det, er antropomorfi; han tænker, som vi mennesker tænker, hvor han skulle tænke, som aber tænker. Men – indrømmet – det er næsten umuligt for os mennesker at tænke usprogligt, for sproget er knyttet så tæt sammen med vores tænkeevne, at det er meget vanskeligt for os at forestille os et væsen uden sprog.
Daniel Dennett skal her tages under yderligere ”kærlig” behandling, dog uden at forklejne den store viden, han har forsynet os med. Han siger et sted i ”Consciousness Explained” (1991), at kun mennesket kan foretage de mærkelige muskelsammentrækninger og besynderlige ansigtsudtryk, som vi foretager, når vi ler. Men han er mere optaget af at prøve at narre læseren til i første omgang at undre sig over, hvad det dog er for besynderlige mennesker, han omtaler, inden han afslører, at det er os selv, når vi ler. Og min ”kærlige” behandling går således ud på at spørge om noget, Dennett ikke spørger om, nemlig om, hvorvidt dette, at vi ler og er det eneste dyr, der ler, mon hænger sammen med, at vi har fået et fortællesprog, som kan optræde med sin egen påståede virkelighed, uden dog måske at være helt i overensstemmelse med den virkelighed, vi kalder den virkelige. Nuvel, måske vi ikke altid finder den slags uoverensstemmelser morsomme, de kan vel også være irriterende, men når vi er blandt ligestillede kan vi finde dem tilpas drilagtige til, at vi synes, de er morsommevi.
Men som man måske kan forstå, er min væsentligste anke mod diverse naturvidenskabsfolk, at de ikke bruger den iagttagelse, at mennesket er det eneste væsen, der véd af, at det skal dø, i deres forskning, f.eks. i udforskningen af de mange forskellige fortidsmennesker, man har fundet. Det vil da være en væsentlig konsekvens at kunne drage, hvis man finder nogle lig af fortidsmennesker, som tydeligvis er blevet begravet, at så har disse fortidsmennesker formodentlig haft et sprog, for så har de vidst, at de skulle dø.
Hvis f.eks. de fortidsmennesker, som man har fundet i en grotte i Sydafrika, og som kaldes Homo naledi, er blevet begravet i hulen, så må man drage den konklusion, at de har haft et sprog, og det på trods af, at deres hjerner er noget mindre end voresvii. Omend indrømmet, at det ikke er alle, der vil mene, at der faktisk er tale om begravelser.viii
Måske er fortællesproget således en vigtig del af dét, der gør mennesket unikt, og som kommer til udtryk i vores erkendelse af, at vi en dag skal dø. På den måde kan vi ligefrem spore sprogets oprindelse ved at se på, hvornår man startede med at begrave afdøde, og indsigten kan bibringe en vigtig nuance i både filosofiske og mere naturvidenskabelige undersøgelser af menneskets særegenhed, bevidsthed og sprog.
Litteratur og noter
i Afhandlingen kan ses på nettet:http://www.martinluther.dk/aben_og_mennesket.html
i Goodall: I Skyggen af Mennesket, side 220.
ii Goodall: The Chimpanzees of Gombe, side 513
iv Goodall: Gennem et Vindue, side 209
v Se https://ricardtriis.wordpress.com/2018/07/12/er-mennesket-unikt/
vi Dette er vist lidt uretfærdigt overfor Dennett. Han har i sin bog”From Bacteria to Bach and Back”, side 267 fremsat en opfattelse af mennesker,der ligner den, Goodall kommer med, se evt min omtale af Dennett her: https://ricardtriis.wordpress.com/2018/04/15/om-at-vaere-et-selv/
vii Se eventuelt en omtale af dette fund i Illustreret Videnskab, 18/2023side 10. Man mener, at gravstederne er mindst 100.000 år ældre end de tidligstespor efter grave, som man knytter til homo sapiens.
viii Goodall: Gennem et Vindue, side 199f
Ricardt Riis
Cand.theol., blogger og tidligere sognepræst
