Det danske sprog

Det er nice, det er awesome, det er creepy. Man går gennem security og skal ud til gaten. Men oh my God, hvad blev der egentlig af det danske sprog? Er det all gone?

Det danske sprog har, som vi alle sammen ved, udviklet sig meget gennem tiden.

Dansk er et såkaldt indoeuropæisk sprog som de fleste andre moderne europæiske sprog.

Forskerne regner med at de indoeuropæiske sprog er udgået fra et fælles ursprog, som har været talt af folk som ca. 4000 f.Kr. boede på stepperne nord for Det Kaspiske Hav og Sortehavet.

Gennem flere udvandringer har ur-indoeuropæisk bl.a. bredt sig mod vest til det centrale og vestlige Europa (foruden sydøstover helt til Indien).

Som tiden går, bliver det vanskeligere og vanskeligere at forstå hinanden over større geografiske afstande. Sprogene spaltes.

Dansk tilhører den germanske gren af de indoeuropæiske sprog. Her finder vi bl.a. tysk og de skandinaviske sprog. Man regner med at nordiske vikinger (800-1050 e.Kr.) uden problemer forstod hinanden. Men deres sprog synes allerede dengang at have adskilt sig fra plattysk i Nordtyskland.

Sproget 800-1200 betegnes olddansk.

‍

‍

Grammatiske ændringer

Dansk, norsk og svensk har før år 1000 fået efterhængt bestemt artikel: mand-en, hus-et. Det kendes ikke på fx tysk. Som bekendt findes stadig på flere jyske dialekter foranstillet bestemt artikel: a eller æ.

Men ellers er udviklingen i de nordiske sprog, som i mange andre sprog, mest en grammatisk forsimpling. Man opfinder sjældent nye endelser, men slider derimod de gamle af. Man slår kategorier sammen.

Tidligere havde man hankøn, hunkøn, intetkøn. På dansk og svensk blev det i middelalderen, dvs. før år 1500, til to køn: fælleskøn og intetkøn. Flere danske dialekter har dog stadig de oprindelige tre køn. På fynske dialekter har substantiverne tre køn; en mand, en kone og et hus hedder på vestfynsk – bemærk de tre forskellige ubestemte artikler (svarende til en/et): i må', æn kown, æd hyws. På sydfynsk hedder manden, konen, barnet hhv. (i bestemt form, bemærk de tre forskellige endelser) må'i, ku'nn, barned.

De mange kasus blev i middelalderen til de to vi kender i dag: grundform og genitiv. Rester af gamle kasusendelser kan dog stadig findes, fx ad åre, i live. For de personlige pronominers vedkommende er bevaret subjektsform og ikke-subjektsform: jeg/mig, du/dig osv.

Verberne havde tidligere, som på mange andre sprog, forskellige endelser i de forskellige personer. I løbet af middelalderen er disse former blevet slået sammen til én form i talesproget, i år 1900 også i skriftsproget.

‍

‍

Ændringer i ordforrådet

Der findes på dansk en række ord som man ikke kender til skulle være kommet ind udefra, men som så at sige altid har været i sproget (om end de måske lydligt har ændret sig lidt). Sådanne ord hedder arveord.

Arveord i dansk kan være indoeuropæiske (fx bære, far, fisk, fod, mor, næse, søster...), germanske (fx hjem, hånd, land, mund, regn, vinter, våben...), nordiske (fx dronning, gris, ost, seng, sild, ske...) eller eventuelt østnordiske (orne...) eller særdanske. Det skønnes at måske ca. 3000 usammensatte arveord stadig er i brug.

I løbet af historien optager dansk en mængde ord fra andre sprog. Når et fremmed ord begynder at blive brugt i sproget, er det et – ja, fremmedord. Når det fremmede ord er blevet integreret i det danske sprog, er det blevet til et låneord. Det gælder fx det franske milieu, der i sin tid indgik som et fremmedord i dansk: milieu (omgivelser). Først føltes det fremmed, men efterhånden er det blevet et integreret dansk ord, et låneord, endda med egen dansk stavning: miljø, miljøet.

Med kristendommens indførelse i Danmark, ca. år 1000, kommer en del ord ind i dansk fra latin eller græsk: biskop, engel, kirke (alle fra græsk), mølle, pund, skrive, vin (alle fra latin).  

I middelalderen (i Danmark 1050-1500) kommer der især gennem handelssamkvem med de nordtyske Hansestæder (ca. 1200-1500) en enorm mængde ord fra deres sprog, plattysk. Det drejer sig om en meget massiv påvirkning. Det skønnes at mindst 25 % – måske 50 % eller mere – af det nuværende danske ordforråd stammer fra plattysk. Plattysk var ikke så forskelligt fra dansk, og de plattyske ord synes at være gledet let ind i dansk. Disse låneord føles da heller ikke den mindste smule fremmede i dag: arbejde, blive, borger, bruge, støvle, værksted... Ord med de tryksvage forstavelser be-, ge- eller for- er næsten alle af (plat)tysk oprindelse: bestille, gelænder, forklare...

Efter 1500 begynder der at komme ord fra fransk: kaptajn, officer, soldat, genere, kontrollere, kusine, trist...

Først omkring 1870 begynder engelsk at levere ord til dansk (gentleman, klub, smart, strejke), men det er især efter 2. verdenskrig at dansk optager en mængde engelske ord. Og det er som bekendt ikke blevet mindre med computeralder, internet og globalisering.

‍

‍

Sprog og kultur

Sprog og kultur hører nøje sammen. Sproget står nemlig i intimt forhold til tankegang. Den måde man udtrykker sig på, afspejler den måde man tænker på.

Når der er tale om nært beslægtede sprog, er overensstemmelsen stor. Men alle der har prøvet fx Google Translate, ved hvor let det går galt.

Ordforrådet på forskellige sprog kan afspejle kulturen hvor sproget tales. Et kendt eksempel er hvordan forskellige sprog dækker begreberne træ og skov:

‍

Også grammatikken spiller ind. På dansk kan man fx sige Det kan jeg ikke lide. På fransk eller spansk ville man sige fx Ça ne me plaît pas eller No me gusta, og det betyder nærmest Det falder ikke i min smag. Man vinkler, så at sige, det hele omvendt.

I det hele taget er et sprog ikke kun et spørgsmål om at gengive sætninger. I Danmark taler vi på dansk, vi skriver på dansk, tænker på dansk, debatterer på dansk. Vi danskere er dansk.

‍

‍

Sproglig og kulturel påvirkning

En stærk sproglig påvirkning afspejler en stærk kulturel påvirkning. Således kan mange af vores græske og latinske låneord tilskrives en kulturel påvirkning i middelalderen fra nogle af de områder der tidligere havde udgjort Romerriget (særligt det nuværende Frankrig), områder som Danmark enten var i direkte kontakt med eller modtog påvirkninger fra via det tysktalende område.

Som det også er nævnt i afsnittet om ændring i ordforrådet, er dansk imidlertid gennem årene først og fremmest blevet påvirket af tysk/plattysk (nemlig især i perioden 1200-1500, med de nordtyske handelsbyer Hansestæderne). Her knytter den sproglige og kulturelle påvirkning sig bl.a. til organiseringen af (by)samfundet og til håndværk og handel.

Som bekendt er vi i dag oversvømmet af sproglig og kulturel påvirkning fra USA – det gælder både film, musik m.m., men også påvirkning gennem teknologi (computer, internet osv.).

Så det kan være skræmmende, eller scary, at det danske sprog sådan udhules, og en række engelske ord næsten fortrænger de danske. De unge siger måske ikke længere uhyggeligt, skræmmende. De siger snarere spooky, creepy, scary.

På Island, i Norge og i Frankrig forsøger man at dæmme op for sådanne anglicismer. I Danmark flyder de frit ind i især de unges sprog i Danmark. Nogle finder det uheldigt, andre trækker bare på skuldrene. Men det er uomtvisteligt en konsekvens af den globaliserede verden, hvor de unge meget ofte får Youtube-videoer, onlinespil osv. direkte på engelsk.

Dansk er, med næsten 6 mio. sprogbrugere, ikke noget stort sprog, men dog ca. det 100. mest talte i verden. Og vigtigst af alt: Der udkommer stribevis af bøger og aviser på dansk, dansk bruges som lovsprog, som undervisningssprog, på TV osv. Dansk er spillevende. Og slet ikke i fare for at uddø. Men det er rigtigt at dansk løbende optager nye engelske låneord, og på den måde kan der godt over tid ske en mærkbar forskydning i ordforrådet.

‍