%20(4).svg)
At lære et fremmedsprog er gavnligt – og ikke kun på ferien eller som døråbner til karrieren. Det er også godt for vores hjerne, og der er tale om fordele, der følger os op i alderen, mener nogle forskere. Vi gennemgår her studier, der understøtter denne hypotese. Men også de studier, der går imod.
Når vi nærmer os alderdommen, sker der ændringer i vores hjerne. Et forfald, der reducerer vores kognitive kompetencer og gør det sværere at lære nye ting. Med tiden mister vores hjerne volumen, og plasticiteten i hjernen ændrer sig i takt med, at nogle områder reduceres. Det påvirker blandt andet vores opmærksomhedsevne, hukommelse og sprog.
Det er en realitet, vi alle må acceptere. Alligevel er der nogle af os, der rent kognitivt ældes bedre end andre.
Bestemte vaner, man har tilegnet sig gennem livet, synes at have en positiv effekt på vores hjerners helbred i alderdommen: fornuftig kost, fysisk aktivitet, men også aktiviteter af social og kognitiv karakter.
Heriblandt sprogbrug og sprogtilegnelse. Det vender vi tilbage til.
Hvad er kognitiv reserve?
Det estimeres, at man via obduktion kan finde fysiske tegn på Alzheimers hos 30 procent af dem, der er gået til de evige jagtmarker, og det på trods af, at de aldrig viste symptomer på Alzheimers gennem deres levetid. Forklaringen skal måske findes i den såkaldte kognitive reserve (Costa 2017 loc. 2188).
Demens er en fællesbetegnelse for sygdomme i hjernen, som især - men ikke kun - rammer folk oppe i alderen. Alzheimers er den hyppigste form for demens. Fælles for hjernesygdommene er, at man bliver dårligere til at huske, til at bruge sit sprog og til at styre sine følelser. Selve ens personlighed og ens adfærd kan også ændre sig.
Kilde: sundhed.dk
Forestil dig to personer på samme alder med samme uddannelsesniveau, begge ramt af Alzheimers og lige langt i deres sygdomsforløb. Begge personer burde logisk vise samme symptomer og opleve de samme problemer i deres hverdag. Det viser sig ikke nødvendigvis at være tilfældet.
Personer, der lider af samme grad af skrumpning af hjernen, også kaldet cerebral atrofi, udviser ofte forskellige symptomer, og nogle slet ingen (Katzman 1988). Det indikerer, at der eksisterer et fænomen, en kognitiv reserve, der hos de førnævnte omkring 30 procent kan dække ind og kompensere for de ramte hjerneområder.
“Tosprogede undgår ikke helt demens eller nedbrydning af hjernen, når de ældes. Men deres kognitive reserve synes at medvirke til, at sygdommen og aldersrelaterede symptomer kan udskydes med flere år.
Gennem det sidste årti er det generelt accepteret blandt forskere, at der eksisterer en sådan reserve (Costa 2017), og det, man mener at kunne bekræfte, er, at uddannelsesniveau og at blive stimuleret intellektuelt og socialt gennem livet udvikler og bevarer den kognitive reserve.
Tosprogethed og kognitiv reserve
Et af de første studier, der viste en sammenhæng mellem tosprogethed og en forhøjet kognitiv reserve, blev gennemført i Canada blandt 184 et- og tosprogede patienter (Bialystok 2007). Patienterne var klinisk vurderet til at have en demenssygdom, men endnu uden at have vist alvorlige nok symptomer til at få stillet en diagnose. Patienterne blev udvalgt ud fra samme kriterier og gennemførte alle en kognitiv neuropsykologisk standardtest. Generelt viste de tosprogede patienter først symptomer på hjerneskade tre år senere end de etsprogede. Et fingerpeg om, at deres tosprogethed havde styrket deres kognitive reserve, så de kunne udsætte de negative effekter ved en demensrelateret skrumpning af hjernen.
Et andet studie tog den modsatte tilgang for at påvise, at tosprogede har en øget kognitiv reserve. Her udvalgte man en række patienter, der alle udviste samme grad af symptomer på Alzheimers. Da man målte graden af skrumpning i hjernen, viste det sig, at de tosprogedes hjerner i større omfang var ramt af Alzheimers, men stadig udviste samme symptomer som de etsprogede. På trods af, at de tosprogede hjerner var længere i sygdomsforløbet, kunne de tilsyneladende bedre tilpasse sig de nye vilkår, som Alzheimers førte med sig. Endnu en indikation af, at der findes en kognitiv reserve (Costa 2017 loc. 2243).
Dette betyder desværre ikke, at tosprogede helt undgår demens og nedbrydning af hjernen, når de ældes. Men den kognitive reserve synes at medvirke til, at sygdommen og aldersrelaterede symptomer kan udskydes med flere år.
Den skotske undersøgelse
I 1947 lavede man en stor intelligensundersøgelse af alle skotske børn, omkring 70.000, på deres 11-års fødselsdag. Da forsøgspersonerne fyldte 73 år, blev de undersøgt igen.
Man kunne generelt forudsige resultatet af den sidste IQ-test ved 73-årsalderen ud fra den første test. Men nogle personer skilte sig ud ved ikke at være påvirket af de aldersrelaterede faktorer på samme måde som de resterende deltagere.
Det viste sig, at de, der havde tilegnet sig et andet sprog efter 11-årsalderen, havde en bedre kognitiv kapacitet og dermed præsterede bedre i en alder af 73, end deres første IQ-test forudså.
“Our results suggest a protective effect of bilingualism against age-related cognitive decline independently of CI. The effects are not explained by other variables, such as gender, socioeconomic status, or immigration. Importantly, we detected no negative effects of bilingualism. The cognitive effects of bilingualism showed a consistent pattern, affecting reading, verbal fluency, and general intelligence to a higher degree than memory, reasoning, and speed of processing” (Bak 2014 p. 962).
Den skotske undersøgelse er måske den mest overbevisende i forhold til at belyse sammenhængen mellem tosprogethed og en forstørret kognitiv reserve (Costa 2017 loc. 2285).
Hvorfor skulle bilingvisme bidrage til en større kognitiv reserve?
Der er en målbar forskel på, hvordan den tosprogede hjerne arbejder, påvirkes og formes i forhold til den etsprogede hjerne. Når et sprog aktiveres hos tosprogede, kræver det sandsynligvis kognitive anstrengelser for at undertrykke, at det andet sprog aktiveres. Disse kognitive anstrengelser foregår populært sagt bagerst i maskinrummet, uden at vi er bevidste om det. Det vides ikke med sikkerhed, men sandsynligvis resulterer det arbejde i en større kognitiv reserve hos tosprogede, hvilket kommer til udtryk som forstørret hvid og grå substans i hjernen.
De ovenstående mekanismer hører under hjernens såkaldte eksekutive funktioner. Det er tydeligt på scanninger og ved obduktioner, at de områder i hjernen, der styrer de eksekutive funktioner, er mere udviklede hos tosprogede (Costa 2017 loc. 1861).
Det er tydeligt på scanninger og ved obduktioner, at de områder i hjernen, der styrer de eksekutive funktioner, er mere udviklede hos tosprogede.
Eksekutive funktioner
De eksekutive funktioner udgør samlet set de processer, der involverer det kognitive, det emotionelle og det adfærdsmæssige. Disse områder er ikke umiddelbart relateret til hjernens sprogcentre, men vi gør brug af disse funktioner for at kunne navigere rundt i vores gøremål og til at holde fokus på, hvad der skal til for at løse vanskelige situationer i vores hverdag. Disse funktioner er uundværlige og danner baggrund for, at determineret handling og kompleks tænkning kan finde sted. Lagringen af erfaringsmæssige erindringer om, hvordan vi tidligere har håndteret en situation, ligger i den procedurale hukommelse; det vil sige den erfaringsmæssige viden, vi implicit har adgang til. Det er den, der guider os – og det sker ofte helt uden, at vi er bevidste om det. Dette område i hjernen aktiverer evnen til at håndtere og hæmme impulser på stimuli, der ikke er relevante for løsningen af en given opgave.
Evnen til at stoppe sin egen adfærd – tanker, følelser, handlinger og at fastholde fokus på relevante opgaver på det rigtige tidspunkt – er essentiel for at kunne planlægge og organisere informationer. De eksekutive funktioner involverer også evnen til at være fleksibel i en aktivitet, afhængigt af omstændighederne, så man kan skifte fokus i sin problemløsning (Gents 2016).
Eksplicit og implicit viden
Hjernen pendler konstant mellem eksplicit viden og implicit viden. Vidensformerne indgår i et dialektisk forhold og er i spil, når vi skal bearbejde mange informationer på samme tid, ikke kun når vi bruger vores sprog, men i mange af de situationer, vi indgår i til hverdag.
Et godt eksempel på samspillet mellem vidensformerne er, når vi kører bil. De færreste bilister regner det for en særligt krævende opgave at køre bil, men det er faktisk en stor udfordring for vores opmærksomhedssystem.
Vi skal være opmærksomme på, hvor vi vil hen, vi skal ofte ignorere irrelevant information, der kan forvirre os, og samtidig skal vi være hurtige til at reagere, når der er fare på færde.
Vi får fornemmelsen af ikke at bruge hjernekraft, fordi processerne udføres på det ubevidste plan: Vi har automatiseret hele køreprocessen, der ligger gemt i vores procedurale hukommelse.
Når vi på den måde skal relatere vores eksisterende viden til nye input i en beslutningsprocess, sættes hjernens eksekutive funktioner angiveligt i spil.
Da man eksempelvis for nogle år siden undersøgte Londons taxa- og buschaufførers hjerner, viste det sig, at taxachaufførerne havde udviklet de eksekutive funktioner betydeligt mere end Londons buschauffører. Angiveligt, fordi taxachauffører skal sætte flere kontrolmekanismer i spil, når de konstant skal navigere ad nye ruter i forhold til buschauffører, der oftest kører ad samme rute (Maguire 2006).
Det er de samme mekanismer, der igangsættes, når tosprogede indgår i en samtale, lyder hypotesen. De samme eksekutive funktioner aktiveres, og en række kontrolmekanismer sættes i spil, som gør det muligt at undertrykke massiv interferens fra det andet, inaktive, sprog, mens der tales (Costa loc. 1892).
Men hvorfor skulle informationer, vi ikke har brug for, have indvirkning på, hvordan vi løser en opgave?
Tosprogethed og Simon-effekten
Simon og Rudell påviste i 1967, hvordan irrelevant information kan have indvirkning på simpel opgaveløsning. I forsøget skulle deltagerne reagere på ordene “venstre” og “højre” i deres høretelefoner ved at signalere med den tilsvarende hånd. Ordene blev præsenteret i deres venstre eller højre øre på vilkårlig vis, og forsøgsdeltagernes reaktionstid var markant langsomere, når ordet ikke stemte overens med lydafspilningens placering. At høre ordet “venstre” i højre øre krævede et større kognitivt arbejde for at løse opgaven.
At vi har svært ved at sortere i den slags informationer er efterfølgende blevet døbt Simon-effekten.
Den vigtigste faktor for udviklingen af en kognitiv reserve synes at være, hvor ofte man bruger det andet sprog, og ikke hvor gode sprogkompetencer man besidder, eller hvornår man har tilegnet sig et andet sprog.
Ellen Bialystok (2004) har i et forsøg påvist, at tosprogede udviser en reduceret Simon-effekt i sammenligning med de etsprogede. De tosprogede var, med andre ord, bedre til at frasortere og undertrykke irrelevant information, der kunne påvirke deres beslutninger. Ifølge studiet gjorde det sig gældende i alle aldre, men forskellen blev mangedoblet fra 60-årsalderen og opefter.
Dette studie underbygger tilstedeværelsen af en kognitiv reserve og indikerer, at tosprogethed kan have indvirkning på vores evne til at holde vores opmærksomhed og løse konflikter mellem relevant og irrelevant information. Det gælder også opgaver, der ikke har med sprog at gøre, da disse inhibitoriske mekanismer ikke er lagret i de områder, vi normalt betegner som sprogcentre.
Den vigtigste faktor for udviklingen af en sådan kognitiv reserve synes at være hyppigheden af, hvor ofte man bruger det andet sprog, og ikke hvor gode sprogkompetencer man besidder, eller hvornår man har tilegnet sig et andet sprog.
Med andre ord: Jo oftere man bruger sit andetsprog i hverdagen, desto mere aktiverer man de eksekutive funktioner, og desto større en kognitiv reserve vil man på længere sigt kunne drage fordel af (Costa 2017 loc. 1947).
Effekten af tosprogethed på hukommelsestab ved mildere kognitive skader
Forskning fra 2012 (Bialystok) antyder, ligesom tidligere undersøgelser, at tosprogethed livet igennem er én blandt flere faktorer, der bidrager til en større kognitiv reserve. Og at det kan hjælpe med at udsætte de normale symptomer på aldring samt symptomer på demens.
Denne mulige beskyttende effekt ved tosprogethed er i tidligere studier oftere blevet associeret med beskyttelse mod Alzheimers end mod andre typer af demens (Bialystok 2012).
Det foreliggende studie undersøgte derfor, om fordelene hos tosprogede også var til stede i forstadiet til en egentlig demensdiagnose. Information om deltagernes sprogerfaringer blev indsamlet med fokus på, hvornår man havde opnået flydende sprogkompetence og frekvensen af brugen af begge sprog. Kriteriet for tosprogethed var, at forsøgsdeltagerne havde tilbragt mere end 50% af deres liv på at tale to eller flere sprog, ideelt set på daglig basis. Der blev derfor efterspurgt folk, der havde brugt deres andet sprog nogenlunde lige meget gennem hele deres liv.
Studiet opererede med en diagnostisk underinddeling af symptomer, der endnu ikke er udslagsgivende til en reel demensdiagnose, aMCI. De personer, der faldt i denne kategori med aMCI, blev delt op i to grupper: dem, der kun havde skader i ét område, og dem, der havde skader i flere hjerneområder. Resultatet viste, at tosprogede, der er i overgangsperioden mellem normal aldring og en demensdiagnose, også udsætter demenssymptomerne i sammenligning med etsprogede (Bialystok 2012 p. 8). De, der kun havde nedsat funktion i ét område, var gennemsnitligt 4½ år ældre end de etsprogede, der udviste samme symptomer. Denne beskyttende effekt var ikke at finde hos gruppe 2, der havde nedsatte kognitive funktioner i mere end ét område. Det kan tyde på, at tosprogede, der er ramt af funktionsnedsættelse på mere end ét område, har mistet adgangen til den kognitive reserve.
Resultatet var i tråd med tidligere konklusioner, hvor Bialystok, Craik & Freedman (2007) dokumenterede fire års forsinkelse af demenssymptomer hos tosprogede patienter. Hjernescanninger af raske, ældre etsprogede og tosprogede personer viste, at nerveforbindelserne i hjernens hvide substans var bedre bevaret mellem de frontale og bagvedliggende områder hos tosprogede, der havde brugt begge sprog flittigt igennem livet. Denne beskyttende effekt fra tosprogethed kan associeres med bidrag fra en kognitiv reserve fra andre systemer i hjernen end sprogcentrene, der kan kompensere for fremtidige funktionsnedsættelser. Det er muligt, at denne kompensation bygger på tosprogedes evne til at udføre disse eksekutive funktioner, hvor ældre tosprogede hjerner har opbygget en større mængde hvid substans i forhold til de etsprogede (Bialystok 2012 p. 11).
Årsagssammenhænge – det er ikke så ligetil
Selvom forskere som Bialystok fortolker deres resultater som, at tosprogethed selektivt beskytter visse kognitive funktioner i den aldrende hjerne, eksisterer der andre studier, der ikke har kunnet dokumentere en sammenhæng mellem tosprogethed og en forstørret kognitiv reserve.
Et studie, der for eksempel undersøgte sandsynligheden for, at tosprogede fik demens senere end andre, kunne ikke påvise en årsagssammenhæng (jf. Costa 2017 loc. 2315). Et andet studie fra Montreal (Howard 2010) viste også, at tosprogethed ikke forsinkede symptomerne for demens, og i andre studier er den kognitive reserve kun påvist hos et bestemt socioøkonomisk segment af befolkningen (Costa 2017 loc. 2315).
Hvad skal man tro? CT-scanninger af tosprogede demente lyver ikke, men hvordan kan man med sikkerhed vide, at det er den tosprogede erfaring, der skaber en kognitive reserve? Udvikler tosprogethed en kognitiv reserve eller ej?
Desværre er spørgsmålet komplekst at svare på, fordi man endnu ikke ved nok om, hvordan hjernen formes ved brugen af mere end ét sprog.
Vi ved relativt lidt om, hvordan hjernens eksekutive funktioner virker, og kompleksiteten af videnskabelige undersøgelser af tosprogethed gør det meget svært at sammenligne dem med resultater fra andre studier. Det er desuden svært at udelukke faktorer, der kan have indflydelse på udviklingen af en kognitiv reserve over et helt livsforløb, da to liv jo aldrig leves ens.
Selvom det ville være rart at kunne cementere den kognitive reserve som direkte effekt af tosprogethed, må vi konstatere, at forskningen stadig er et stykke fra at forstå, hvad der faciliterer de positive effekter.
Den kognitive reserve kan meget vel være biologisk determineret. Det kan ikke udelukkes, at de, der ender med en større kognitiv reserve, allerede besad mulighederne for at udvikle den ved fødslen. Med andre ord kunne disse mennesker være genetisk disponerede for at udvikle en kognitiv reserve, hvilket var det, der gjorde dem bedre i stand til at lære sprog. Og det er også en mulighed, at den kognitive reserve udspringer af socioøkonomiske og uddannelsesmæssige faktorer.
Konklusionen må være, at en del forskning giver indicier for, at tosprogethed er gavnligt for hjernen, men at vi indtil videre ikke kan være skråsikre på denne slutning.
Som Albert Costa selv citerer (2017 loc. 3067): "Paciencia es la madre de la ciencia" – tålmodighed er videnskabens moder – og kun fremtidige studier kan vise os, hvordan tosprogethed præcist former vores hjerner.
Referencer
Bak, Thomas H. Jack J. Nissan; Michael M. Allerhand; Ian J. Deary (2014).”Does bilingualism influence cognitive aging?” Annals of Neurology, Vol.75(6), pp. 959-963
Bialystok, Ellen, Fergus Craik, Raymond Klein, Mythili Viswanathan (2004)
“Bilingualism, Aging, and Cognitive Control: Evidence From the Simon Task” Psychology and Aging, Vol. 19, No. 2, pp. 290-303
Bialystok, Ellen & Fergus Craik, Morris Freedman (2007). “Bilingualism as a protection against the onset of symptoms of dementia.” Neuropsychologia 45. pp. 459-464
Bialystok, Ellen & Tom A Schweizer, Jean Ware, Corinne E. Fisher, Fergus Craik (2012).” Bilingualism as a contributor to cognitive reserve: evidence from brain atrophy in Alzheimer's disease.” Cortex 48. pp. 991-996
Costa, Albert (2017) El Cerebro Bilingüe: La neurociencia del lenguaje [E-pub], Penguin Random House Grupo Editorial, S.A.U
Gents, Tina (2016) https://adhd.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/05/Eksekutive-funktioner-uddeling-2016.pdf
Chertkow, Howard (2010). “Multilingualism (But Not Always Bilingualism) Delays the Onset of Alzheimer Disease: Evidence From a Bilingual Community”.Alzheimer Disease & Associated Disorders. Vol. 24 (2) pp. 118-125
Katzman, Robert (1988). “Clinical, Pathological, and Neurochemical Changes in Dementia: A Subgroup with Preserved Mental Status and Numerous Neocortical Plaques.” Annals of Neurology Vol 23 No 2. pp. 138-144
Klimova, Blanka; Valis, Martin; Kuca, Kamil (2017). ”Bilingualism as a strategy to delay the onset of Alzheimer’s disease.” Clinical Interventions in Aging; Auckland Vol. 12. pp. 1731-1737
Leca, Irina (2018). “Multilingualism across the lifespan and its impact on brain health in the elderly.” EuJAL Vol. 6(2): pp. 209–227
Nyberg, Lars & Sara Pudas (2019). “Successful Memory Aging.” Annu. Rev. Psychol. Vol 70, pp. 219-243
Maguire, Eleanor A & Katherine Woolett, Hugo J. Spiers (2006). “London taxi drivers and bus drivers: A structural MRI and neuropsychological analysis.” Hippocampus, vol.16 (12). pp. 1091-1101
Simon, J. R. & Rudell, A. P. (1967). “Auditory S-R compatibility: the effect of an irrelevant cue on information processing.” Journal of Applied Psychology, 51, pp. 300-304
Lothian Birth Cohort 1936 – den skotske undersøgelse: https://www.lothianbirthcohort.ed.ac.uk/content/scottish-mental-survey-1947
Tekstforfatter og øvelsesudvikler på Minlæring.
Akademisk medarbejder i Det Nationale Center for Fremmedsprog.
